

Tove Storch (DK)
- Stof, silikone, metal, variable dimensioner
Tove Storchs kunstneriske produktion befinder sig i feltet omkring den kinetiske skulptur, ofte tilført en underspillet mystik. I en undersøgelse af synets og kroppens erfaringspotentiale eksperimenterer hun med materialernes fremtrædelsesformer og med de grundlæggende præmisser for skulpturel fremstilling.
Værket består af fem sorte montrer skabt in-situ til rummet og dagslyset i Den Frie Udstillingsbygning. Montrerne består af tyndt, semi-transparent stof spartlet med silikone, spændt op på spinkle metalrammer. Omrids og sorte skygger afslører skjulte genstande bag montrernes overflade, som hentydninger til hemmeligt liv. Ved første øjekast synes montrerne statiske, men ved nærmere eftersyn begynder de tilslørede genstande at bevæge og forandre sig i takt med dagslysets skiftende position og publikums egne bevægelser i og omkring værket. Men det umiddelbart genkendelige forbliver abstrakt, og de dystre og stumme objekter røber ikke deres hemmelighed.
Denne uforløste oplevelse er en vigtig pointe for Storch. Man ser og undres uden at få et definitivt svar. Storch leger med det, vi tror, vi ser, og stiller spørgsmålstegn ved det, vi tager for givet.
Tove Storch (F. 1981)
Tove Storch er uddannet fra kunstakademierne i København, Wien og Berlin. Hun bor og arbejder i både Danmark og Østrig. Hendes arbejde fokuserer på stilstand og bevægelse, hvor beskuerens position og bevægelse påvirker oplevelsen af værkerne. Ved at sætte sig ud over de gængse præmisser for skulptur, forsøger hun at skabe nye opfattelser af den fysiske verden. De spørgsmål om det umiddelbart sanselige, som hendes værker stiller, besvares ikke entydigt, men åbner op for diskussion og nytænkning hos beskueren. Tove Storch har udstillet sine værker flere steder i Europa og har i år bidraget til udstillingen Trick of the Light på MOP i Sydney.


